Hytten i Kandestederne 2026 

Sæby – nu med mig som indbygger 

Og så skete det. Jeg flyttede til Sæby i 2024 🏡

Efter ni år som udstationeret sygeplejerske, med kufferter der nærmest pakkede sig selv og adresser, der hele tiden ændrede sig, valgte jeg endelig at slå mig ned. Sådan rigtigt. Ikke bare “for nu”, men med følelsen af at lande et sted – og det sted blev Sæby.

Beslutningen handlede om at starte på en frisk. Et nyt kapitel. En ny base. Og helt ærligt: Sæby passede bare godt til mit tempo og mit liv lige nu. Der er ro, der er luft – og så er der stadig forbindelse til det hele.

Mit arbejde i Brønderslev ligger cirka 45 minutter væk. Lige tilpas langt til, at jeg kan nå at drikke min kaffe, høre en podcast og mentalt skifte gear – og lige tilpas tæt på til, at det ikke føles besværligt. Og sjovt nok tager turen til hytten også omkring 45 minutter i bil. Universet kan åbenbart godt lide symmetri 🚗😄

Efter mange år på farten føles det faktisk ret luksuriøst at have et sted, der bare er mit. Ingen midlertidighed, ingen “hvad bliver det næste?”. Bare Sæby. Bare hjem.

Og jeg må indrømme: det klæder mig.

Her er et opslag fra LuxEstate, hvor jeg bor til leje: 

Her er endnu et nyt og moderne lejemål som er helt nyrenoveret og top moderne med blandt andet flotte lamelvægge. Lejligheden ligger i Vestergade, midt i gågaden i hjertet af Sæby,- tæt på strand og nem adgang til byens caféer, butikker og kulturelle oplevelser. Tillykke til en glad og tilfreds lejer. 

Med ønske til alle om et godt og lykkebringende nytår 🥳💫⭐️

https://www.facebook.com/share/p/178jqSU8GD/?mibextid=wwXIfr

Her er lidt billeder af min hyggelige lejlighed, som ligger midt i gågaden i Sæby på Vestergade: 

 

Baloo – kærlighed på fire poter 💞

I forlængelse af mit sidste opslag skete der noget, jeg har drømt om i rigtig lang tid. Jeg gjorde det. Jeg fik en hund 🐾

Og ikke bare en hund – men Baloo. En labrador retriever, født den 22. april 2025, og allerede fra første øjekast var der ingen tvivl: han var sendt direkte fra himlen… muligvis med lidt jord på poterne og en hale, der aldrig stopper med at logre.

Baloo er skøn, smuk og fuldstændig overfyldt med kærlighed. Sådan en hund, der ser på én, som om man er det bedste, der nogensinde er sket – også selvom man bare står og tager sokker på. Han har et hjerte, der er større end hans poter, og en evne til at smelte mig fuldstændig, bare ved at eksistere.

Jeg købte ham af min daværende kollega Anne, og jeg er evigt taknemmelig for, at netop hun var Baloo’s vej ind i mit liv. Nogle forbindelser føles bare helt rigtige fra starten – og det gælder både mennesker og hunde.

Baloo har stamtavle og er af racen gammeldags labrador – hvilket i mit hoved betyder: lidt mere bamse, lidt mere ro, lidt mere “jeg lægger hovedet på dit knæ og bliver der”. Og navnet? Ja, det kunne næsten ikke være andet end Baloo. Han ER en lille (okay… snart stor) bjørn.

Jeg vidste godt, at en hund ville ændre mit liv. Jeg vidste bare ikke, at det ville føles så rigtigt, så varmt og så kærligt. Baloo er ikke bare min hund – han er min følgesvend, min hjerteven og mit daglige grin.

Og jeg har på fornemmelsen, at dette kun er begyndelsen 🐶💙

Fem år senere – og sikke en rejse

Hej derude 🌍

Ja… pludselig er der gået fem år siden, jeg sidst skrev her. Fem år! Tiden har haft travlt, og jeg har haft mindst lige så travlt med at følge med. Der er sket så meget, at det næsten føles uvirkeligt at kigge tilbage.

Sidst jeg skrev, boede jeg i Nuuk – i Nussuaq, for at være helt præcis. Her blev jeg i halvandet år, inden jeg i januar 2022 vendte snuden hjem mod Danmark. Jeg nåede knap nok at lande, før eventyrlysten trak igen, og efter et par måneder rejste jeg videre til Norge.

I Blakstad arbejdede jeg i fire måneder som freelance sygeplejerske på en psykiatrisk modtagelse. Det blev starten på endnu et kapitel i mit arbejdsliv. Herefter gik turen videre til Nordfjordeid på Vestlandet, hvor jeg arbejdede på NPS – Nordfjord Psykiatrisk Center, en åben psykiatrisk afdeling. Her tilbragte jeg tre intense og lærerige måneder.

Resten af året havde jeg sparet nok sammen til at give mig selv en pause. Tid til at trække vejret, reflektere og bare være. Det var tiltrængt.

Efter pausen sagde jeg ja til et étårigt vikariat via Dedicare i Aarhus. Jeg flyttede til Risskov og arbejdede på psykiatrisk afdeling S9 i Skejby. Det blev et rigtig godt år, og jeg var ansat frem til juli 2023. Endnu en gang valgte jeg bagefter at tage nogle måneder til ro, inden jeg i december 2023 rejste tilbage til Nuuk – denne gang for at arbejde på psykiatrisk afdeling A1.

Mens jeg var i Nuuk, gik det op for mig, at noget havde ændret sig. Efter ni år som udstationeret i Norge, Grønland – og senest Aarhus – kunne jeg mærke et behov for at slå mig mere fast ned i Danmark.

Jeg sendte derfor en ansøgning til åbent affektivt afsnit N3 på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, og fra den 15. januar 2024 blev jeg fastansat. Jeg startede i fast aftenvagt på 37 timer, men siden november 2025 har jeg arbejdet fast nattevagt 25 timer om ugen. Og ved I hvad? Det er jeg virkelig glad for.

Når jeg ser tilbage, har det været en rejse fyldt med forandringer, mod, pauser og nye begyndelser. Og nu – nu føles det som om, jeg er landet et godt sted.

Tilbage til Nuuk – igen, igen

I september og oktober 2025 valgte jeg at trykke på pauseknappen og søge orlov fra N3. Og hvor gik turen hen? Ja, for 14. gang rejste jeg nordpå til Nuuk i Grønland for at arbejde på psykiatrisk afdeling A1. Nogle steder slipper bare aldrig helt taget i én – og Nuuk er helt klart et af dem for mig.

Denne gang blev oplevelsen ekstra særlig, for jeg arbejdede sammen med min gode veninde Birgitte fra Oslo. Birgitte og jeg har en fælles historie fra både Blakstad og Lier psykiatriske sygehus tæt på Drammen, så det føltes næsten som at fortsætte en samtale, vi bare havde sat på pause for nogle år siden.

Birgitte havde både sin hund og sin skønne datter, Othilie, med, og det satte et helt særligt præg på opholdet. Vi nød at arbejde side om side igen, men mindst lige så meget nød vi vores fritid sammen – med snakke, grin og små øjeblikke, der gjorde hverdagen i Nuuk endnu rigere.

Venskaber, der kan tåle både afstand, tid og gentagne gensyn i Grønland, er noget helt særligt. Og heldigvis stopper historien ikke her.

Fra den 6. til 9. februar 2026 rejser jeg til Norge for at fejre Birgittes 50-års fødselsdag. Det glæder jeg mig enormt til – og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver kjempe koselig, ikke sant? 🇳🇴💙

Tak fordi du læste med 💙